Saúde!

Jeg møder dem, da de er ude for at reklamere for Azorernes første vinfestival. Gruppen af unge studerende fra universitetet i Ponta Delgada spiller og synger på torvet foran kirken i centrum, og deres humør er lige så højt, som kapperne på deres skoleuniformer er lange.
"Vil du smage et glas?" spørger en af de unge med et smil og skænker en kraftig rødvin op til mig. Vinen er rund og fyldig med et strejf af træ, og de studerendes gode humør smitter.
"Du skal se, hvordan vi åbner vin på vores egen facon," siger en pige ivrigt, og kammeraterne samler sig ved en husmur. En af drengene tager sin kappe af og folder den flere gange, før han holder den op mod muren. Og så bliver bunden af vinflasken simpelthen banket mod det tykke klæde, indtil proppen har løsnet sig og sidder yderligt i flaskehalsen, lige til at pille ud. Fantastisk.



Azorererne er stolte af deres vintradition og gør en stadig større indsats for at promovere de lokale vine. Ikke mindst er vinfestivalen i Ponta Delgada blevet en årligt tilbagevendende og velbesøgt begivenhed.
De største knudepunkter for den azoriske vinproduktion er Pico, Terceira og Graciosa, hvor der fremstilles både rød-, hvid-, dessert- og brændevin. Men også på andre øer producerer lokalbefolkningen søde frugtlikører og den spidse aguardente, der måske bedst kan beskrives som en pendant til den skandinaviske dram.
Der findes ikke egentlige vinbarer som f.eks. i Madrid, men man kan nyde vinene på lokale restauranter eller få en lille smagsprøve på salgs- og fremstillingsstederne. Selv foretrækker jeg hvidvine uanset hvor i verden, jeg befinder mig, og på Azorerne nød jeg især den hvide Frei Gigante og den hvide Terras de Lava - begge fra Pico.


Netop på Pico er der rig mulighed for at få indblik i den traditionelle vinproduktion på de lokale museer - og ved at vandre igennem vinområder, der er sat
på UNESCOs liste over verdens kulturarv.


Terceira har dog også et spændende vinmuseum i badebyen Biscoitos, og på Graciosa ligger den lille vingård Terras do Conde i Santa Cruz, hvor man kan kigge ind i lagerhallen og prøvesmage gårdens produkter.
Saúde!

Spring på bussen

Det er tidlig morgen i Ponta Delgada. Enkelte biler snor sig søvnigt gennem byens smalle gader, travle fiskere råber til hinanden i havnen, og en flok duer letter fra avenidaens brede brolagte fortorv. Mens solen langsomt farver morgenhimlen lyseblå, venter jeg på bussen, der skal køre mig til den gamle kurby Furnas, hvor de varme kilder springer.

For ca. 4 euro kan man stige om bord på den blå-hvide bus, der bumler ud af byen, ud til de små landsbyer, hvor dagen langsomt er ved at gå i gang. Pjattede skolebørn stiger på, en bonde driver sine sortbrogede køer af sted langs landevejen, og gamle venner sludrer på et gadehjørne. Den ca. to timer lange tur går gennem det frodigt grønne landskab, langs saftspændte græsmarker og tætte krat - ofte med udsigt over det blå hav og de hyggelige kystbyer.



Øboerne selv rynker lidt på næsen af bussen og betragter den primært som en transportform for de fattige, da langt de fleste har egen bil. Men som turist er det en oplevelse i sig selv at køre rundt på Azorerne med bus, for som passager får man virkelig mulighed for at komme "om bag kulissen" og opleve livet, som det leves lokalt. Og så er det billigt!

Ulemperne er, at busafgangene er få, turene kan tage ganske lang tid, og nogle steder går der kun bus den ene vej, så man må tage hjem med taxa eller evt. vente til næste dag, hvor bussen så i nogle tilfælde kører den modsatte vej. De øer, der har det bedste busrutenet, er São Miguel, Terceira, Faial, Pico og Graciosa. På Azorernes allermindste ø, Corvo, går der slet ingen busser.

Besøger man en af de større øer med gode forbindelser, og har man god tid og er åben over for eventyr, må man ikke snyde sig selv for at tage en kortere eller længere bustur. Hent først køreplanen på det lokale turistkontor - så er du klar til en tur ud i det blå.

Piratangreb og fængslende forter

I århundreder var Azorerne en kærkommen mellemstation for europæiske karaveller, der fragtede guld, sølv og krydderier hjem fra kolonierne i Sydamerika. Men de rigt lastede skibe fik også pirater og fribyttere til at fatte interesse for de ni isolerede øer, som blev angrebet gentagne gange.

Blandt andet derfor byggede lokalbefolkningen forter langs store dele af kysterne, og flere af dem står endnu. Især på Terceira, der længe var det helt centrale trafikknudepunkt i Atlanten, er der i dag god mulighed for at besøge de imponerende bygningsværker. Fortaleza de São João Baptista do Monte Brasil ligger i hovedbyen Angra do Heroísmo, og her viser soldater rundt blandt fortidens fangehuller og kanoner. Få kilometer derfra, i badebyen São Mateus, har havmiljøorganisationen Ge Questa indrettet et lille fiskerimuseum og undervisningslokale med akvarier i et minimalt fort fra 1500-tallet.

Går turen til São Miguel, er det værd at lægge vejen forbi Forte de São Brás i Ponta Delgada, der byder på et indblik i azorisk militærhistorie mellem de kølige, fugtige mure.

Ruiner og rester af gamle forsvarsværker findes på de fleste øer - undtagen på de mest afsidesliggende øer Flores og Corvo. Her opgav lokalbefolkningen helt at kæmpe imod sørøverne og valgte i stedet at samarbejde for at undgå angreb.

Et mekka for vandhunde

En bølge ruller tungt ind mod land. Et kort øjeblik slipper fødderne sandbunden, da havets kræfter løfter mig med op. Så er bølgen skyllet forbi.

Azorerne ligger midt i Atlanterhavet, og man mærker tydeligt naturens styrke, når man som en lille korkprop bopper rundt i havoverfladen. Det gør det så meget mere imponerende at se lokale børn kaste sig frygtløst ud i bølgerne med bodyboards, snorkel og maske. Forældrene holder roligt øje fra land; her har man lært at leve med havet, og børn lærer at svømme meget tidligt, for på Azorerne er det næsten lige så vigtigt at kunne svømme som at kunne læse. Som man siger på øerne: "Banhos de Mar daõ saúde" - "Havbade er godt for helbreddet." Min morfar svømmede da også hver eneste dag, til han var langt oppe i 80'erne, og han var længe i fin form.



Som turist er det værd at have i baghovedet, at strøm- og vandforhold er helt anderledes end ved danske strande, og selv ved grønt flag er det vigtigt at tage bestik af situationen.



De fleste azoriske strande er dækket af sort sand. Enkelte øer har dog hvide sandstrande; størst og mest spektakulær er Praia Formosa på Santa Maria, men også Porto Pim nær Faials hovedby Horta er skøn. Generelt gælder det, at sandet bliver temmelig varmt på dage med høj sol. Badesandaler eller klip-klapper er derfor et stort hit at have med i strandtasken.

Et godt alternativ til de lokale strande er de mange klippebassiner, der kanter de ni øer og løbende fyldes op med frisk havvand fra Atlanten. På Pico er klippabassinerne endda den eneste bademulighed ud over de swimmingpools, man finder i tilknytning til hoteller og pensionater.


De naturlige pools, piscinas, består typisk af et større bassin, der er åbent ud til havet, og et mindre børnebassin med lavt vand, og mellem klipperne er der støbt betonplatforme, som man kan sole sig på. Er man interesseret i at snorkle, er klippebassinerne et godt og roligt sted at starte. Besøger man São Miguel, er det især værd at kigge forbi klippebassinet ved Ponta da Ferraria. Her blander vandet fra en lun kilde sig med havvandet, så man bliver helt blød og afslappet af et dyp.

Også andre steder på øen er der mulighed for at bade i vand lunet af varmen fra undergrunden. I den gamle kurby Furnas kan man besøge byens botaniske have Parque Terra Nostra, der byder på en kunstig gullig sø med et højt mineralindhold og en badevandstemperatur, der nærmer sig 40 grader. Nogle kalder søen "ungdommens kilde"
- og skuldrene hænger da også mærkbart lavere efter en svømmetur i søen. Det er en dårlig ide at spise, lige inden man går i vandet her, for vandet er tungt og sløver.


På den lille ø Graciosa byder badebyen Carapacho på det hyggelige kurbad Termas do Carapacho. Her får man sin egen lille kabine, hvor man ligger i blød i et badekar med havvand og lunt kildevand i et kvarter. Et gammelt timeglas på væggen tæller ned, så man ikke bliver liggende for længe, for ligesom i Furnas er der risiko for, at man bliver døsig. Kurbadet opsøges bl.a. af folk med hudproblemer, men man kan sagtens benytte det til almindelig afslapning og velvære. Lige uden for det historiske badehus ligger dejlige klippebassiner, hvor resten af dagen let kan gå med at dase i solen.

Vil man bade i kolde søer for foden af smukke vandfald, er chancen der også. Besøg f.eks. vandfaldet Salto do Prego på São Miguels sydøstlige del og Poco do Bacalhau ved badebyen Faja Grande på Flores.



Uanset om man er til havvand, kurbade eller forfriskende dyp under eksotiske vandfald, er det altså værd at huske badetøj, badesandaler og håndklæde, når man besøger Azorerne.

Velkommen

Kæmpebregner og cameliablomster gror vildt i tætte krat. Jorden damper, kilder koger og varme måltider hales op af jorden. I havets blækblå dybder svømmer enorme hvaler og vilde delfiner side om side.
Azorerne er et forunderligt sted, hvor store naturoplevelser står i kø. Det opdager flere og flere skandinavere i disse år. Men øgruppen er også mit helt private paradis. Min mor blev født og voksede op på den største ø São Miguel, og siden min tidlige barndom har et sæt kærlige bedsteforældre, en håndfuld humoristiske onkler og tanter og en stor flok fætre og kusiner åbnet mine øjne for det skønne ø-liv midt i Atlanten.
Da Politikens Forlag i 2007 bad mig om at skrive den nye udgave af "Turen går til Azorerne", var det derfor en stor drøm, der gik i opfyldelse. Nu fik jeg endelig en chance for at fortælle om det sted, jeg holder så meget af. Men der var mange fortællinger og magiske øjeblikke, der ikke blev plads til i bogen. Derfor starter jeg denne blog.
Bøger og websites om Azorerne er typisk inddelt efter de enkelte øer. Jeg vil i stedet skrive små tematiske indlæg, f.eks. om gode badeoplevelser, de azoriske grotter og øernes piratplagede fortid. God fornøjelse!