tirsdag den 20. oktober 2009

Et mekka for vandhunde


En bølge ruller tungt ind mod land. Et kort øjeblik slipper fødderne sandbunden, da havets kræfter løfter mig med op. Så er bølgen skyllet forbi.

Azorerne ligger midt i Atlanterhavet, og man mærker tydeligt naturens styrke, når man som en lille korkprop bopper rundt i havoverfladen. Det gør det så meget mere imponerende at se lokale børn kaste sig frygtløst ud i bølgerne med bodyboards, snorkel og maske. Forældrene holder roligt øje fra land; her har man lært at leve med havet, og børn lærer at svømme meget tidligt, for på Azorerne er det næsten lige så vigtigt at kunne svømme som at kunne læse. Som man siger på øerne: "Banhos de Mar daõ saúde" - "Havbade er godt for helbreddet." Min morfar svømmede da også hver eneste dag, til han var langt oppe i 80'erne, og han var længe i fin form.



Som turist er det værd at have i baghovedet, at strøm- og vandforhold er helt anderledes end ved danske strande, og selv ved grønt flag er det vigtigt at tage bestik af situationen.



De fleste azoriske strande er dækket af sort sand. Enkelte øer har dog hvide sandstrande; størst og mest spektakulær er Praia Formosa på Santa Maria, men også Porto Pim nær Faials hovedby Horta er skøn. Generelt gælder det, at sandet bliver temmelig varmt på dage med høj sol. Badesandaler eller klip-klapper er derfor et stort hit at have med i strandtasken.

Et godt alternativ til de lokale strande er de mange klippebassiner, der kanter de ni øer og løbende fyldes op med frisk havvand fra Atlanten. På Pico er klippabassinerne endda den eneste bademulighed ud over de swimmingpools, man finder i tilknytning til hoteller og pensionater.


De naturlige pools, piscinas, består typisk af et større bassin, der er åbent ud til havet, og et mindre børnebassin med lavt vand, og mellem klipperne er der støbt betonplatforme, som man kan sole sig på. Er man interesseret i at snorkle, er klippebassinerne et godt og roligt sted at starte. Besøger man São Miguel, er det især værd at kigge forbi klippebassinet ved Ponta da Ferraria. Her blander vandet fra en lun kilde sig med havvandet, så man bliver helt blød og afslappet af et dyp.

Også andre steder på øen er der mulighed for at bade i vand lunet af varmen fra undergrunden. I den gamle kurby Furnas kan man besøge byens botaniske have Parque Terra Nostra, der byder på en kunstig gullig sø med et højt mineralindhold og en badevandstemperatur, der nærmer sig 40 grader. Nogle kalder søen "ungdommens kilde"
- og skuldrene hænger da også mærkbart lavere efter en svømmetur i søen. Det er en dårlig ide at spise, lige inden man går i vandet her, for vandet er tungt og sløver.


På den lille ø Graciosa byder badebyen Carapacho på det hyggelige kurbad Termas do Carapacho. Her får man sin egen lille kabine, hvor man ligger i blød i et badekar med havvand og lunt kildevand i et kvarter. Et gammelt timeglas på væggen tæller ned, så man ikke bliver liggende for længe, for ligesom i Furnas er der risiko for, at man bliver døsig. Kurbadet opsøges bl.a. af folk med hudproblemer, men man kan sagtens benytte det til almindelig afslapning og velvære. Lige uden for det historiske badehus ligger dejlige klippebassiner, hvor resten af dagen let kan gå med at dase i solen.

Vil man bade i kolde søer for foden af smukke vandfald, er chancen der også. Besøg f.eks. vandfaldet Salto do Prego på São Miguels sydøstlige del og Poco do Bacalhau ved badebyen Faja Grande på Flores.



Uanset om man er til havvand, kurbade eller forfriskende dyp under eksotiske vandfald, er det altså værd at huske badetøj, badesandaler og håndklæde, når man besøger Azorerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar